Pressemeddelelse - 14. november 2023
Opel præsenterer ny Combo varebil
Nu offentliggører Opel detaljer og billeder af den nye Combo. Den nye version af Opels kompakte varebil har udover en nydesignet front og en opdateret digital kabine også, som den første i segmentet, fået Opels avancerede Intelli-Lux LED Matrix forlygter. Den elektriske udgave kaldet Combo Electric er blevet mere effektiv og har fået længere rækkevidde.
Foruden den elektriske variant kommer den nye Opel Combo også med benzin- og dieselmotorer, hvor den sidstnævnte har automatisk transmission som et alternativ til den manuelle gearkasse. Begge drivlinjeversioner af den nye Opel Combo fås i to længder med mulighed for to eller tre forsæder. Den nye Combo tilbydes også som en fem-sæders ”Crew Cab”.
Opel CEO Florian Huettl udtaler: "Den nye Opel Combo er i en klasse for sig selv! Ud over dens velkendte evner som transporter indeholder den nye Opel Combo også avanceret teknologi, der gør arbejdet både sikrere og mere behageligt. Desuden har Combo Electric nu en længere rækkevidde - den perfekte pakke for professionelle."
Med sin karakteristiske Vizor-signaturfront, der er kendt fra Opels nyeste personbiler, er den nye Opel Combo øjeblikkeligt genkendelig. Vizor skaber en stærk og let genkendelig visuel signatur, der strækker sig over køretøjets front og integrerer Opel-blitzen med de karakteristiske matrix-forlygter og LED vingekørelys.
Premiere: Intelli-Lux LED Matrix lys i Combo-klassen
Den nye Combo er ikke kun den første Opel varebil, der er udstyret med det adaptive og blændfri Intelli-Lux LED Matrix Light, men også den første i sin klasse med denne teknologi. Så snart køretøjet forlader byområderne, skifter matrixforlygterne med i alt 14 LED-elementer automatisk til fjernlys og justerer kontinuerligt længden og fordelingen af lyskeglen. Når lys fra en bil registreres foran, slukker individuelle LED'er for at undgå at blænde medtrafikanter, og de tændes igen automatisk, når systemet registrerer, at der ikke er lys fra andre køretøjer.
Ud over optimalt nattesyn har den nye Opel Combo Electric også fået længere rækkevidde. Den fuld-elektriske varebil har tre forskellige køreprogrammer, Eco, Normal og Power, og kan med det nye 50 kWh store batteri køre op til 330 kilometer (WLTP) på en enkel opladning. Det er 50 kilometer længere end forgængeren. Dette er muliggjort ved yderligere udvikling af den elektriske drivlinje og, for første gang i Combo, en meget effektiv varmepumpe, der hjælper med at bevare batteriets rækkevidde ved lave temperaturer. Den nye Combo Electric er udstyret med den nyeste generation elektrisk motor med 100 kW/136 hk og 270 Newtonmeter drejningsmoment og har en tophastighed på 130 km/t. Bilen har en 7,4 kW on-board lader som standard (11 kW som tilvalg) og kan hurtiglade med 100 kW fra en offentlig ladestander, der sikrer en opladning til 80 procent på under 30 minutter.
Ny Opel Combo Electric: kompromisløs elektrisk arbejdshest
Den nye Opel Combo Electrics styrke ligger i dens evne til at transportere og trække tunge belastninger. Ligesom sin forgænger tilbyder den op til 4,4 kubikmeter opbevaringsplads, hvilket er identisk med forbrændingsmotor-varianterne og man går dermed ikke på kompromis med funktionaliteten ved at vælge den elektriske udgave. Med en lasteevne på 780 kg og en maksimal anhængervægt på trækkrogen på 750 kg er Combo Electric en alsidig varebil.
For at optimere køreoplevelsen yderligere har Combos cockpit og ergonomi også fået en opgradering med fokus på brugervenlighed. De nye infotainmentsystemer med 10-tommers farveskærme (i midterkonsol og cockpit) har fået den lynhurtige integrerede Snapdragon Cockpit Platform fra Qualcomm Technologies, hvilket muliggør forbedrede grafik-, multimedie- og computeranimation-funktioner. Systemerne er kompatible med trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Alternativt fås den nye Combo også med et innovativt smartphone-system. Smartphonen tilsluttes systemet via en dedikeret app, og herefter fungerer mobilen som køretøjets infotainment-kontrolpanel og interagerer også med knapperne på rattet. I den nye Combo Electric muliggør paddles bag det helt nye rat, at føreren kan vælge mellem tre styrkeniveauer for det regenerative bremsesystem.
Sikrere manøvrering: Bakkamera og sidekameraer ses i det digitale bakspejl
Når det kommer til at beskytte passagererne og andre trafikanter, sætter den nye generation af Opel Combo en høj standard. Den nyeste tilføjelse til varebilens sikkerhedssystemer er ”Dynamic Surround Vision”. Systemet består af to kameraer, hvoraf det ene er placeret over bagdørene, og det andet er under sidespejlet på passagersiden. Billeder fra de to kameraer af henholdsvis bagenden under kørsel og (når det aktiveres af blinklyset) af den blinde vinkel på siden vises i det nye højopløselige digitale bakspejl. Sammenlignet med konventionelle spejle giver systemet øget synlighed, hvilket gør det muligt for føreren at manøvrere mere sikkert.
Opel Combo har op til 18 avancerede førerstøttesystemer (ADAS), mange som standard, herunder intelligent fartregulering, vognbaneassistent, avanceret nødbremse og førertræthedsovervågning. Adaptiv fartpilot er også muligt som tilvalg.
Den nye Opel Combo er teknologisk avanceret, rummelig og har en høj lastevne, der gør den til en kompetent spiller på det kompakte varebilsmarked. Den elektriske version tilbyder et reelt elektrisk alternativ til forbrændingsmotorerne uden at gå på kompromis med funktionaliteten. Opel Combo varebilen forventes til Danmark i Q3 2024.