Opel bygger bådmotor.

01-08-2016

Opels motorfabrik i Kaiserslautern i Tyskland har påbegyndt produktion af bådmotorer på basis af den velkendte 2,0 CDTI turbodieselmotor, der findes i blandt andet Insignia og Zafira.

 

Opel og det svenske firma Cimco Marine har udviklet en bådmotor på basis af Opels to liters dieselmotor til blandt andet Insignia og Zafira. Den maritime udgave af motoren yder 200 hk og har et drejningsmoment på 400 Nm ved 2500 omdrejninger. Cimco Marine har døbt motoren OXE, der betyder okse på svensk – en hentydning til motorens kræfter.

 

Motoren produceres hos Opel i Tyskland og udmærker sig ved at være nem at servicere og med en høj grad af pålidelighed, som er et naturligt krav til bådmotorer. En bådmotor er normalt hårdere belastet end en motor i en bil, for de benyttes ofte under fuld belastning. Under de betingelser er brændstofforbruget 43 liter i timen, hvilket er betydelig lavere end en normal udenbordsmotor.

Højtydende dieselmotorer med lavt forbrug er særligt velegnede til langfart for eksempel til brug i redningsbåde, til dybhavsfiskeri eller til servicefartøjer. En af de første motorer er leveret til en skotsk fiskefarmer.


Det svenske firma har testet motoren gennem tre år frem til slutningen af 2015.


”Vi valgte Opels dieselmotor, fordi den er et fremragende stykke teknologi og gennemtestet over hundrede millioner af kilometer, og så har den vist sig ekstremt holdbar og pålidelig, ” siger Magnus Folin, der er chef for Cimco Marine.