Dieselbiler falder mere end benzinbiler.

19-11-2015

Opel Nyheder - Den nye Astra bliver op til 15.000 kr. billigere som følge af nedsættelsen af registreringsafgiften.

En Opel Insignia med den nye 1,6 CDTI dieselmotor bliver over 30.000 kr. billigere som følge af nedsættelsen af registreringsafgiften, der træder i kraft den 20. november 2015.

 

Dieselbiler falder mere i pris end benzinbiler som følge af nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 pct. til 150 pct. Opel har regnet på prisfaldet for alle Opel modeller, og billedet er klart, at dieselbilerne falder mere i pris end benzinbilerne. Forklaring er, at virkningen af afgiftsnedsættelsen påvirker bilens importpris tillagt registreringsafgift, men før fradraget for brændstofforbrug. Og da dieselbiler som udgangspunkt er dyrere at producere og indkøbe end benzinbiler, bliver faldet i kroner også større end for en sammenlignelig benzinbil.

 

En Opel Insignia med 1,6 CDTI motor på 136 hk falder således fra 435.000 kr. til 404.256 – et fald på knap 31.000 kr. Insignia med 2,0 CDTI motor på 170 hk kostede før afgiftsnedsættelsen 496.400 kr. men koster fra fredag den 20. nov. nu kun 460.834 kr. – et fald på 36.000 kr. Også den nye Astra bliver markant billigere. En Astra 1,0T Essentia med benzinmotor falder således fra 199.990 kr. til 194.640 kr., og Astra 1,4T til før 244.990 kr. kommer til at koste 236.060 kr. Største fald sker for Astra 1,6 CDTI med 110 hk dieselmotor, der falder fra 264.990 kr. til 250.918 kr.

 

Opel ser positivt på den nye afgiftsnedsættelse, og forventer øget opmærksomhed omkring den nye Opel Astra, der netop er introduceret hos de danske Opel forhandlere.

 

”Astra er en af de modeller hos Opel, hvor man for alvor mærker afgiftsnedsættelsen, så det vil nok helt naturligt rette manges øjne mod den og andre biler i det segment. Det er en bilstørrelse, der er på vej frem efter mange år med fokus på de helt små biler,” siger adm. direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.

Ny Astra 5-dørs tilbehør