Ny Astra får LED forlygter.

12-05-2015

Opel Nyheder - Ny Astra får LED forlygter

Næste år lancerer Opel en ny Astra, hvor en af attraktionerne bliver LED forlygter, der giver endnu bedre lys end xenon.

 

Opel viser en ny generation af Astra på den internationale biludstilling i Frankfurt i september måned. Et af højdepunkterne ved bilen bliver den nyeste lygteteknologi med LED forlygter med lang holdbarhed og bedre lys end de velkendte bi-xenon forlygter. Hidtil har LED lygter kun været brugt som kørelys om dagen, men som den første bil i sin klasse får Astra denne mulighed til bilens nattelys på både nær- og fjernlyset.

 

LED forlygterne til den nye Astra består af 16 LED elementer – otte i hver side af bilen. Et matrix LED system sørger automatisk for at tilpasse lysets længde og styrke til trafikken. Lygterne får løbende informationer fra et kamera øverst i forruden af bilen, så de enkelte LED elementer i lygterne enkeltvis slukker og tænder igen afhængig af modkørende trafik. I praksis betyder det, at man udenfor byen altid kører med langt lys. Kameraet holder øje med, hvor tæt de modkørende er på bilen, så de forskellige LED elementer kan slukkes efterhånden, som den modkørende kommer tættere på. De enkelte LED elementer tænder igen, så snart den modkørende ikke kan blændes længere. Bag rattet af den nye Astra vil føreren opleve det som om, der er langt lys på bilen hele tiden, også når modkørende nærmer sig. Lygterne slukker og tænder løbende de enkelte LED elementer, så de modkørende på intet tidspunkt blændes af det lange lys.

 

Det tekniske universitet i Darmstadt har undersøgt betydningen af LED lygter for trafiksikkerheden, og deres undersøgelser viser, at ved 80 km/t vil føreren af bilen se ting langs vejen 30 – 40 meter tidligere end med konventionelle forlygter og xenon lygter med lav lysindstilling. Det giver 1,5 sekunder mere tid at reagere i for eksempel hvis et dyr skal til at krydse vejen eller en cyklist kører langs vejen. En anden fordel ved LED forlygterne er længere levetid i forhold til traditionelle forlygter og xenon forlygter, og i modsætning til xenon lygterne er der ingen bevægelige dele i en LED forlygte.