Opel Astra OPC på slankekur

26-02-2014

Effekten er mindst 20 hk mere end på den almindelige Astra OPC, og Astra OPC EXTREME vejer desuden over 100 kilo mindre.

Effekten på den nye Astra OPC Extreme er over 300 hk lover Opel, men nok så vigtigt er er den nyeste OPC bil fra Opel med tilnavnet EXTREME lettet for 100 kilo i forhold til den almindelige Astra OPC. Opel planlægger en mindre serieproduktion af Astra OPC EXTREME, der bygger på den Astra Cup racerbil, Opel har bygget til det tyske langdistancemesterskab på Nürburgring. Der er med andre ord tale om ren racerteknologi til gadebrug. Bagvingen, der sørger for downforce, diffuseren til optimering af luften under bagvognen, frontspoileren, motorklappen, afdækningen over motoren, affjedringskomponenter, hjulene, luftindtagene til bremserne og hele taget er fremstillet af ultralet kulfibermateriale. Brug af kulfiber til de 19” store hjul i stedet for aluminium har lettet hvert hjul for fem kilo, og da hjulene er en del af den uaffjedrede masse, har det stor betydning for køreegenskaberne. Taget vejer kun 2,6 kilo mod de normale 9,3 kilo for ståltaget, så tyngdepunktet er også reduceret på Astra OPC EXTREME.

Opel planlægger en mindre serieproduktion af Astra OPC EXTREME i løbet af 2014. Prisen er endnu ukendt.

Forskærmene er fremstillet af aluminium og vejer kun 800 gram hver i modsætning til 2,2 kilo for de almindelige stålskærme på Astra OPC. Bremserne er opgraderet med 370 millimeter store skivebremser foran og 6-stemplede bremsekalibre. Fjedre og støddæmpere kan justeres som det er tilfældet på Astra OPC Cup versionen. Indvendig har Astra OPC EXTREME Recaro racersæder med 6-punkts sikkerhedsseler fra Schroth og føreren holder på et kulfiberforstærket rat med syninger i den gule Opel Motorsport farve. Den udvendige lakering er udført i flere forskellige lag, der giver overfladen en tredimensionel effekt.