OPEL ASTRA MED FIRE DØRE.

Opel sender i løbet af efteråret en fire dørs udgave af Astra på gaden. Den mest økonomiske version kører 27 km/l efter EU-normen ved blandet kørsel med en ydelse på 130 hk.

06-06-2012

Astra modelprogrammet bliver komplet, når Opel i løbet af efteråret sender en fire dørs sedan på gaden som supplement til stationcar, 5 dørs og GTC versionen med 3 døre. Astra med fire døre introduceres hos de danske Opel forhandlere i oktober 2012. Motorudbuddet omfatter fire benzinmotorer fra 100 til 180 hk og to dieselmotorer med henholdsvis 110 og 130 hk. Begge dieselmotorer har et CO2 udslip pr. kilometer på 99 gram og kører 27 km/l efter EU-normen for blandet kørsel. I begyndelsen af 2013 kommer Astra sedan med en ny firecylindret turboladet benzinmotor SIDI ECOTEC på 1,6 liter (Spark Ignition Direct Injection). I Danmark markedsfører Opel i første omgang kun 1,4 Turbo med 140 hk og de to dieselmotorer og begyndelsen af 2013 den helt nye 1,6 SIDI.

Opel Astra

”Danmark er traditionelt ikke et marked med stor efterspørgsel på sedan versioner, men vi tror at den nye Astra version kan tiltrække et nyt publikum til Opel. Den er elegant og præsentabel og mange vil givet se den som en mini-Insignia og et alternativ til dyrere biler,” siger adm. direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.

 

Akselafstanden på Astra sedan er 2,68 meter og bagagerumsvolumen 460 liter, hvilket er 90 liter mere end den fem dørs udgave. Bagsæderyglænet kan lægges ned i forholdet 60:40 og dermed øges bagagerummets størrelse til 1010 liter. Længden af bilen er 4,66 meter fra kofanger til kofanger.

 

Den nye Astra version kommer med samme omfattende mulighed for ekstraudstyr som de øvrige Astra versioner – blandt andet AFL+ bi-xenon forlygter, hvor lyskeglen tilpasser sig hastigheden og vejret, Telefon- og navigationsanlæg baseret på SD-kort, der rummer hele Europa og de særlige ergonomiske forsæder certificeret af den uafhængige lægefaglige organisation AGR (“Aktion Gesunder Rücken e.V”).

 

Astra vises for første gang for offentligheden på biludstillingen i Moskva den 29. august.